Få overblikket over app-udviklingsprocessen
Det er en kompliceret proces at udvikle en app. Udviklingsprocessen kræver typisk flere trin og samarbejde med forskellige teams. Det gælder uanset om det er en simpel eller kompleks app, der skal udvikles, og derfor er det også vigtigt, at forstå de grundlæggende faser i en appudviklingsproces.
Nogle af de vigtigste faser i udviklingsprocessen er planlægning, design, udvikling, testning og implementering.
Planlægning
Som med langt de fleste udviklingsprocesser, er planlægningsfasen den første og måske vigtigste del af app-udviklingsprocessen. Det er i denne fase, at fundamentet for hele projektet skal lægges.
I planlægningsfasen er det vigtigt, at du identificerer målgruppen, definerer appens funktioner og fastsætter de overordnede mål for projektet.
I planlægningsfasen skal der derfor udarbejdes en kravspecifikation, hvor appens kernefunktioner samt brugeroplevelsen skal defineres. Kravspecifikationen bruges som grundlag for udviklingsprocessen, og derfor er det også vigtigt, at kravspecifikationen er gennemarbejdet.
Derudover bør planlægningsfasen også omfatte en markedsanalyse, hvor markedet undersøges for lignende apps. Det hjælper dig til at finde konkurrenter samt at få fastlagt, hvordan din app skal differentiere sig fra konkurrenterne.
Endeligt vil planlægningsfasen typisk blive afsluttet med en tidsplan samt et budget for hele udviklingsprojektet.
Design
Næste fase er designfasen. Her handler det om at visualisere, hvordan din app vil se ud og fungere. Det er her, du omdanner dine ideer fra planlægningsfasen til konkrete brugergrænseflader og brugeroplevelser.
Først og fremmest er det vigtigt at udarbejde forskellige wireframes. Wireframes er de grundlæggende skitser af appens layout, og det bidrager til at forstå strukturen. Derudover handler designfasen selvfølgelig også om at udvikle det visuelle udtryk, herunder farver, skrifttyper og grafik.
Endeligt er det også vigtigt at arbejde med brugeroplevelsen, også kaldet UX design. Her handler det om at sikre, at appen er intuitiv og nem at navigere i for brugerne.
Udvikling
I udviklingsfasen går designet fra teori til praksis. Dette er den tekniske fase, hvor appens funktionalitet bliver kodet. Udvikling kan opdeles i front-end (det, brugerne ser og interagerer med) og back-end (servere, databaser osv.). Derudover kan der være behov for at integrere andre it-systemer samt tredjepartssystemer.
Testning
Efter udviklingsfasen følger testning. Testning er en kritisk fase, hvor du sikrer, at appen fungerer korrekt under forskellige forhold. Testning er yderst vigtigt, da det hjælper med at identificere fejl og sikre, at appen lever op til de fastsatte krav.
Når det handler om testning af appen, taler man typisk om flere forskellige slags tests: Funktionstests, brugertests og performancetests.
Funktionstests sikrer, at appens funktioner fungerer som forventet. Brugertest handler om at teste og evaluere appens brugervenlighed samt at identificere potentielle problemer med brugeroplevelsen.
Endeligt er der performancetests, hvor appens ydeevne testes under forskellige belastningsniveauer.
Implementering
Når de forskellige tests er gennemført, og eventuelle fejlrettelser er gennemført, er vi nået til implementeringsfasen, også kaldet “launch-fasen”. Det er i denne fase, at appen bliver gjort tilgængelig for offentligheden. Det indebærer at uploade appen til app-butikker (som App Store eller Google Play) og at igangsætte forskellige markedsføringsaktiviteter for at tiltrække brugere.
Efter implementeringen (lanceringen) er det en god idé at anvende forskellige analyseværktøjer til at spore appens præstationer og indsamle feedback fra brugerne. Denne data og viden kan bruges fremadrettet til optimering af appen.